Samtlige af regeringens aftaler det seneste folketingsår har været som en våd klud i ansigtet

D. 6. december 2019 fik Danmark sin første klimalov nogensinde. Danmark forpligtede sig til at reducere den danske udledning af drivhusgasser med 70 pct. inden 2030 i forhold til niveauet i 1990 – det var et kæmpe skridt i den rigtige retning for den grønne omstilling. Klimabevægelsen jublede, og vi troede virkelig, at vi nu endelig skulle til at se epokesættende politisk handling. Danmark viste sig da også rigtig frem til COP25 i Madrid, hvor vi stolt fremviste verdens første og eneste bindende klimalov.

Det forgangne folketingsår har dog bevist, at det hele var spil for galleriet. Regeringen har mesterligt lært at sige de rigtige ting. De lover guld og grønne skove, men når man ser på de klimaaftaler og regeringsudspil, der er fremlagt i år, er der langt fra skåltalerne til den førte politik.

Lad mig nævne et par eksempler:

Transportaftalen fra december 2020 lovede 775.000 grønne biler på vejene i 2030 og en CO2-reduktion på 2,1 mio. ton. Det, regeringen dog glemte at nævne, var, at antallet af grønne biler er en nedjustering af den tidligere regerings ambition om 1 mio. elbiler på vejene i 2030. Den nye målsætning vil ikke reducere mængden af biler på vejene i 2030 eller betydeligt skubbe til en udfasning af fossilbiler. Derudover inkluderes hybridbiler som ”grønne biler”, hvilket EU netop har meddelt ikke bør gøre sig gældende (gældende fra 2026).

I den såkaldte ”grønne” skattereform fra december 2020 nægtede regeringen at indføre en CO2-afgift. Regeringen havde ellers lovet at have modeller og en plan for CO2-afgiften klar til aftalerne, men de dukkede op uden. De aftalte derfor at nedsætte en ekspertgruppe, der skal kortlægge en mulig CO2-afgift. De vil endeligt fremføre deres resultater i 2022. De har altså valgt at skyde indførelsen af en CO2-afgift 2-5 år på trods af, at Klimarådet anbefaler, at der bør indføres markante CO2-afgifter hurtigst muligt. Ingen med en faglig integritet vil kategorisere skattereformen som grøn – det, den mest af alt gjorde, var at give en masse erhvervsafgiftslettelser.

I infrastrukturudspillet har regeringen afsat 47 milliarder kroner til at udbygge motorveje. Det vil alt andet lige give mere privatbilisme og flere biler på vejene. Regeringen har slået sig op på, at man denne gang investerer i ”klimavenlig asfalt”, men hvis man ser på tallene, vil den såkaldt klimavenlige asfalt kun reducere udledningerne med 1,2 pct. sammenlignet med almindelig asfalt. Regeringen påstår, at udspillet er CO2-neutralt, men har valgt ikke at medregne anlægsfaserne, og de har fortsat ikke ville fremlægge de samlede CO2-beregninger. Vi bad om mere kollektiv trafik og mindre privatbilisme. Regeringen fremlægger mere privatbilisme og har glemt størstedelen af landet i de udvalgte projekter til ny kollektiv trafik.

Og nu har landbrugsudspillet så hamret det endelige søm i kisten og begravet klimapolitikken en gang for alle. Det skyldes to meget fundamentale fejl:

1) Regeringen nægter at røre ved den animalske produktion, som udgør 90 pct. af landbrugets CO2-udslip.

2) Regeringen vil reducere 7,1 mio. ton CO2, men kun 1,6 af de ton skal reduceres ved kendte midler. 5,5 tons skal fjernes med teknologi, som endnu ikke er udviklet. Vi har altså ingen garanti for, at det faktisk kan lade sig gøre. Dette giver sammenlagt et landbrugsudspil, der ikke løser de grundlæggende problemer i landbruget og satser hele butikken på teknologiske mirakler inden 2030.

Det ovenfor skitserede var blot få eksempler, for samtlige af regeringens aftaler det seneste folketingsår er kritisable. Netop fordi aftalerne har været så ringe, vurderer klimarådet, at regeringen ikke har klarlagt vejen til de 70 pct. i 2030. Kun 1/3 af reduktionerne har fået konkrete initiativer, og det er simpelthen ikke forsvarligt over for os unge eller de fremtidige generationer. Deres udspil og aftaler er altså ikke ambitiøse nok, og de skal genforhandles.

Vi i DGSB og andre klimabevægelser bliver ofte kritiserede for, at vi er umulige at gøre tilfredse. Sandheden er dog, at vi ikke er særligt svære at gøre tilfredse. Vi har klare alternativer til regeringens aftaler, der alle bygger på Klimarådet og videnskabens anbefalinger for at nå 70 pct.-målet i 2030. Vores forslag er ikke radikale; de er den minimumsindsats, der skal til, for at vi lever op til vores forpligtelser i Parisaftalen i tide. Vi beder kun om det, Klimarådet og størstedelen af klimavidenskaben anbefaler. Vi beder kun om det, klimaet behøver.

Ikke én eneste af regeringens aftaler leverer de reduktioner, der som minimum er nødvendige fra dansk side for at bremse klimakrisen. Regeringen behandler ikke klimakrisen som den nødsituation, den er. Vi i DGSB kræver derfor, at samtlige af regeringens klimaaftaler genforhandles, så klimaaftalerne bliver så grønne, som det er nødvendigt for, at vi kan se fremtidige generationer i øjnene.

Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.