Frida Simon Jahn er psykologistuderende på Københavns Universitet og aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse.

Johanne Krog Nedergård er ph.d.-studerende i cognitive science på Aarhus Universitet og aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse.


I øjeblikket er langt størstedelen af Danmarks befolkning (med rette) bekymrede for COVID-19-pandemien, som har fået vores politikere til at tage drastiske beslutninger, hvis lige ikke er set siden Anden Verdenskrig. I Den Grønne Studenterbevægelse undrer vi os over, at det bliver anset som rationelt at være ængstelig, bekymret og klar til radikal handling, når det kommer til COVID-19-pandemien, men ikke når det kommer til klimakrisen, der allerede i 2008 blev estimeret af World Health Organisation til at koste 150.000 menneskeliv årligt.

Vi bliver i Den Grønne Studenterbevægelse ofte spurgt af pressen, om vi kan henvise til nogle unge med angst eller depression forårsaget af klimaforandringerne.

Psykiske konsekvenser af klimakrisen har vundet indpas i den offentlige samtale i løbet af de seneste år - på engelsk for det meste betegnet som ‘eco-anxiety’. Af adskillige årsager synes vi ikke, debatten om dette emne er særlig hensigtsmæssig - for eksempel bryder vi os ikke om at få at vide, vi skal ‘chill’ og lære at styre vores vrede. Dette indlæg er derfor et forsøg på at tilføre nogle stærkt tiltrængte nuancer.

For det første er angst og depression alvorlige diagnoser, der ikke bør bruges i flæng til at betegne bekymring og nedslåethed. Det udvander begreberne og gør det sværere at blive taget seriøst. Det vil sige, at de mennesker, der rent faktisk lider af angst og depression bliver taget som gidsler i den offentlige mening, når bekymrede unge også ryger ind under paraplyen angst. Udvandingen af termer som angst og depression er et meget udbredt problem, men unikt problematisk i forhold til klimakrisen, idet det får grænsen mellem rationel bekymring og decideret sygelig angst til at flyde sammen. Ofte bliver (især unge) klimaaktivister portrætteret som lettere psykisk ustabile - hvilket bringer os til nuance nummer to.

"At rette sig efter 97% af forskningen er om noget rationelt. At stikke hovedet i jorden og råbe ‘teknologien skal nok redde os’ eller ‘men hvad med økonomien?’ er derimod reaktioner, der burde ses efter i sømmene."

Som ung klimaaktivist er det frustrerende at sidde hjemme hos forældrene ved kaffeslabberas og gang på gang forsvare, at man hverken er hysterisk eller følelsesstyret, fordi man bruger timevis på at skrive læserbreve, deltager i klimamarch, ikke vil flyve, spiser vegetarisk og kun køber genbrugstøj. Størstedelen af dem, der forsker i psykiske konsekvenser af klimaforandringerne, er enige om, at bekymring er en rationel reaktion, og at det nærmest er mere foruroligende, hvis man ikke føler sig ængstelig. Vores kamp bliver gjort ugyldig, hvis vi bliver betegnet som ustabile i stedet for rationelle.

Den tredje nuance er også den vigtigste: Bekymring for klimakrisen er rationelt og bør ikke sygeliggøres. Når hver sommer er varmere end den foregående, når verden plages af flere tyfoner og skovbrande end i mands minde, når dyrearter uddør, når koralrev forsvinder, når antallet af klimaflygtninge overstiger antallet af krigsflygtninge, så er det fornuftigt at være bekymret. At rette sig efter 97% af forskningen er om noget rationelt. At stikke hovedet i jorden og råbe ‘teknologien skal nok redde os’ eller ‘men hvad med økonomien?’ er derimod reaktioner, der burde ses efter i sømmene.

Når det så er sagt, så er der en afgørende forskel på at tage klimaforandringerne seriøst og at være lammet af angst. Der er mange, især børn og unge, der er bange for fremtiden på en måde, der hæmmer deres daglige liv, hvor de, konfronteret med uoverskueligheden i at trodse passive regeringer og magtfulde, multinationale selskaber, simpelthen giver op. Det er derfor vigtigt for os at lægge vægt på løsninger for at modarbejde den magtesløshed, hjælpeløshed og uoverskuelighed, der for mange børn og unge er forbundet med klimakrisen. Det er rationelt at være bekymret for klimaforandringerne, men vi tror ikke på, at det er en håbløs kamp.

Har Den Grønne Studenterbevægelse som organisation et medansvar for, at flere og flere børn og unge er bekymrede over klimaforandringerne?

Ja, og det tager vi gerne på os. I stedet for at sygeliggøre klimabekymring og gøre angst til et nyt buzzword bør vi fokusere på, hvordan man håndterer sin ængstelighed eller dystre fremtidsudsigter. Løsningen, hvis man føler sig bange eller håbløs, er handling og fællesskab. Problemerne er alvorlige, så det må vores reaktioner også gerne være - selvom det er rationelt at være bange, skal vi ikke lade frygten tage overhånd. En af de få positive ting ved coronaviruskrisen er, at vi har set, hvad vi sammen er i stand til at gennemføre af samfundsmæssige ændringer, hvis det virkelig er nødvendigt. Den vished og de erfaringer, vi gør os nu, skal vi tage med os ind i klimakampen.

Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.