Alvoren af biodiversitetskrisen er på vej ind på den politiske dagsorden. Menneskers misbrug af jordens ressourcer stiger og presser verdens økosystemer. Vi har endnu ikke overblik over konsekvenserne for kloden, men FN sætter ind med sit stærkeste våben: En uforpligtende aftale.


Living in Harmony with Nature within 2050. Sådan lyder den ambitiøse målsætning fra FN’s Biodiversitets Konvention (CBD). Konventionen består af alle verdens lande (med undtagelse af USA) og forhandler netop nu den aftale, som skal gælde for 2020-2030, og som forhåbentlig kan blive biodiversitetens Parisaftale. Sandt nok er aftalen den tredje af sin slags med trist erfaring fra tidligere mislykkede aftaler, men man kan jo håbe, at dette bliver lykkens gang. Udkastet ligner dog til forveksling en synonymordbog for venlige opfordringer med gode råd til, hvordan man stopper en økologisk krise, hvis man har lyst. Jeg deltog i et af de forberedende møder til aftalen og så, at kampen for biodiversiteten handler om parenteser, smuthuller og forbehold. Jeg lærte, hvordan man laver en global aftale. Uden egentlig at lave en aftale. 


Den fortabte biolog i det politiske spil 

Mere end ti forberedende møder er planlagt eller eksekveret forud for den endelige forhandling af post-2020-målene. Forhandlingerne var sat til oktober 2020, men er nu udsat grundet coronapandemien. I november var jeg med til et af møderne i delegationen for Nordisk Råd for at styrke inddragelsen af unge i de kommende mål. Som klimaaktivist med faglig baggrund i biologi og klimaforandringer var jeg mildt sagt gearet til at møde toppen af poppen indenfor dette felt og høre løsningerne på verdens naturkrise. 

"Jeg fik et kig ind i et system, som jeg fik mere lyst til at ændre på end at indgå i."


Desværre blev mine ideologiske forhåbninger og grønne drømme knust af skjulte politiske agendaer og økonomiske interesser. Knust af uendelige uduelige formuleringer, der opfordrer til handling, men aldrig forpligter. Og knust af en konstant efterspørgsel på parenteser omkring målsætninger, der efterfølgende bliver forhandlet ned til så lavt et ambitionsniveau, at alle kan være med. Jeg måtte indse, at jeg kom til kort med min biologiske baggrund i dette cirkus, hvor en kandidat i politisk spil havde stillet mig bedre. Viljen til handling var svær at spore blandt parterne i forhandlingerne. Tilsyneladende var de fleste delegationer sendt afsted med besked hjemmefra om, at den kommende aftale ikke måtte stå i vejen for hjemlandets økonomiske vækst. En hjerteskærende realitet for en ung idealist, der havde brudt sit personlige flyforbud og krydset Atlanten for at se, hvordan naturkrisen bliver håndteret på højeste internationale niveau. Jeg mødte i stedet en sal af mandater, der diskuterede, hvorvidt man skal ”invitereeller ”byde velkommentil handling. En sal af diplomater, der kæmpede om at få sat parenteser om tiltag, som forhåbentligt senere kunne forhandles væk. Men også en sal af autentiske mennesker, der blev trætte og gik sukkerkolde. Jeg fik et kig ind i et system, som jeg fik mere lyst til at ændre på end at indgå i. 


En tribut til de diffuse begreber


Under det ugelange møde mødte jeg (ganske starstruck) forskere bag de rapporter, der udgør den videnskabelig basis for klima- og biodiversitetsaftalerne. De trøstede mig med, at de til trods for mange år i gamet stadig ikke forstod cirkusset bag mødedørene. Det virkede dog ikke synderligt trøstende på mig. Tværtimod finder jeg det ikke sundt i en organisation, der skal varetage den globale sikkerhed og fremtid, når ikke engang eksperterne forstår forhandlingerne af bevismaterialet. 

Men globale forhandlinger er en videnskab i sig selv, hvor terminologien synes intern, men har uhyre stor betydning. Et eksempel herpå er de omdiskuterede ”ecosystem based solutions” versus ”naturebased solutions”. Den uskyldige forskel på "økosystems-” og ”naturbaserede” løsninger er stor. Ved naturbaserede løsninger tillader man at ændre i naturen med bioteknologiske metoder og såkaldt ”syntetisk biologi” for at løse naturkrisen. Dette vil åbne et stort marked for blandt andet genmodificerede organismer i landbrugssektoren herunder pesticider og nye afgrøder, men så vidt også for udryddelse af uønskede arter. De modstående økosystemsbaserede løsninger skal derimod være holistiske for hele økosystemer. De skal skabe favorable og stabile tilstande, der kan underbygge sig selv uden påvirkning fra mennesker og uden vores gevinst som højeste prioritet, men derimod et sundt system. 

”Transformative change” er begrebet, der ubestridt vinder som buzz-ordet for post-2020-aftalen. Det indikerer et paradigmeskift i alle sektorer for, at mennesket kan leve med naturen og ikke kun af den. Problemet er blot, at det ikke er et defineret begreb og derfor ikke forpligter nogen på noget. Derimod er det let for alle parter at stemme for og samtidig undvige egentlig forpligtelse. En enstemmig hyldest til de diffuse og fiktive begreber. 


En kritisk kommentar fra en ung idealist

Dette belyser meget præcist, hvad der er galt med FN-forhandlingerne. De foregår på et så højt og hypotetisk plan så langt fra handling, virkelighed og konkrete løsninger, at man ikke ved, hvad man diskuterer længere. Hvis vi skal skabe forandring, skal vi også kunne sætte ord på det. Det skal være forbudt at snakke om “transformative change”, uden at vi er enige om, hvad det konkret betyder.  Konventionen for biodiversitet må også turde forpligte parterne på det, man har fundet nødvendigt for at undgå kollaps af klodens økosystemer. Joviale anbefalinger kommer ikke til at stoppe den sjette masseuddøen. Jeg ved, at det er en afvejning mellem aftalens ambitionsniveau og størst mulig deltagelse. Men FN må udnytte sin position og beskytte dem uden stemme, nemlig minoriteter, natur og økosystemer. 

Overudnyttelse af land- og vandarealer samt dyrebestande skal stoppes, der skal sikres bæredygtig produktion på disse arealer og skadelige subsidier til de respektive sektorer skal fjernes. Blandt andet. Erfaringen med ikke-bindende mål uden økonomiske fordele som gulerod er dårlige. Hvis en global aftale skal virke, må der være bindende krav. Som en klog kvinde og forsker sagde: Skift alle ord som ”invites”, ”welcomes”, ”encourages”, ”request”, ”recommends” og ”urges” ud med ”shall”. Så skal du nok se ændringer. 


Forhandlingsprocessernes hastighed og bureaukrati taget i betragtning ser jeg desværre lange udsigter til en reformation af konventionens system. Jeg anerkender, at verden og naturen var dårligere stillet uden FN. Det er det bedste, vi har, men som tilstanden er lige nu, er det ikke godt nok. Jeg vil have større ambitioner for den kommende biodiversitetsaftale. Det skal til, hvis vi skal leve i harmoni med naturen i 2050. Efterspørgslen skal komme fra medlemslandene i konventionen, og det kan starte med Danmark. Et land med store ord, en stærk økonomi og et sundt politisk system – og dog en bundplacering, når det gælder arealer med vild natur. Jeg håber, at vores miljøminister Lea Wermelin(S) vil rette skuden og sende den danske delegation afsted med høje ambitioner og stærke krav til den kommende post-2020-aftale for biodiversiteten. Det er der brug for. 

Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.