Timingen for COVID-19’s ankomst til Danmark fjernede både mediernes og offentlighedens opmærksomhed på de længe ventede klimapartnerskabsrapporter. Ikke desto mindre er disse rapporter essentielle. Ikke for at løse klimakrisen, desværre, men da de er et produkt af en velsmurt magtelite og deres centraliserede arbejdsgang. Disse partnerskaber er af klimaminister Dan Jørgensen(S) blevet skænket serveretten til anbefalinger om Danmarks klimapolitik. Erhvervseliten sidder stærkt på de 13 partnerskaber med direktører fra nogle af Danmarks allerstørste virksomheder ved bordenden for hvert partnerskab. Her bliver dagsordenen for Danmarks kommende klimafremtid sat og anbefalinger og målsætninger udviklet, der vil påvirke millioner af danskere. Dette udgør ikke kun et problem for demokratiet - både i forhold til manglende legitimitet og repræsentation - men i særdeleshed også for klimaet. 

De 13 partnerskaber er et tekstbogseksempel på, hvordan man med den rette struktur som elite kan opnå magtfuld indflydelse uden en bred funderet legitimitet eller offentlig debat. Ingen af partnerskaberne er blevet sammensat ud fra folkelige mandater fra eksempelvis et folketingsvalg. Forslaget om partnerskaberne kan heller ikke opstøves i forståelsespapiret, som S-regeringen blev enige med sine støttepartier om. Udvælgelsen af, hvem der kunne få adgang til de magtfulde partnerskaber er ikke demokratisk funderet, og det etablerede magtcentrum, i form af partnerskaberne, kom derfor bag på de fleste, da de 13 partnerskabsforpersoner fra erhvervseliten i efteråret stod klar til pressefotos med Dan Jørgensen, Simon Kollerup(S), og Mette Frederiksen(S) til partnerskabernes lancering. De tre prominente politikere har jovist et folkeligt mandat, men det mandat bytter man ikke bare rundt med som et sjældent pokémonkort. Vi har ikke tildelt folkevalgte politikere et demokratisk mandat, som de så kan smide videre til erhvervstoppen. Erhvervselitens kan derfor aldrig besidde det samme folkelige mandat til at sætte dagsordenen for den danske befolkning, før de har været på valg og kan holdes ansvarlige af  landets vælgere. At de alligevel får foræret serveretten til Danmarks klimapolitik beror i en voldsom illegitimitet, der i allerhøjeste grad undergraver Danmarks demokratiske samfundsmodel. Anser vi stemmer som en kapital, kan man med god virksomhedsjargon sige, at vælgerne ikke har fået, hvad de har betalt for. Det lyder ikke godt i nogens øre - og af god grund.

Der er lige så stor chance for, at forpersonen for et partnerskab hedder Michael, som der er for, at personen er kvinde.

Når den lille skare i erhvervseliten sætter sig bag lukkede døre for at beslutte, hvordan de helst ser den grønne omstilling udfolde sig, kommer et andet problem til overfladen. Repræsentation. Allerede når man lader blikket falde ned over billedet af forpersonerne for partnerskaberne, falder nogle problematikker i øjnene. Langt størstedelen af de smilende ansigter på billedet er af samme køn, alder og etnicitet. Der er lige så stor chance for, at forpersonen for et partnerskab hedder Michael, som der er for, at personen er kvinde. Lige nøjagtig to.

Manglende diversitet er desværre også en tendens, der breder sig i alle partnerskabernes advisory boards, hvor de resterende medlemmer er repræsenterede. Partnerskaberne kan ikke engang repræsentere erhvervslivet til fulde. Anskuer man partnerskabernes medlemmer, ser vi en overvældende eksklusion af små og mellemstore virksomheder, fagforeninger og interesseorganisationer. De fleste medlemmer var allerede en del af et stærkt uformelt magtnetværk, der levede i bedste velgående allerede inden dannelsen af klimapartnerskaberne. De individer, der står stærkest i dette magtnetværk, er de samme mennesker, der kommer til orde i partnerskaberne, hvilket akkumulerer magt hos enkeltindivider og skævvrider forhandlingsprocesen til fordel for de tungeste drenge i klassen. Kort sagt er denne elite en ikke-repræsentativ skare, hvor kun de færreste i toppen får indflydelse ved at spille med musklerne og resten må makke ret, og resultatet deraf smitter af på alle siderne i partnerskabernes rapporter. 

Ved folketingsvalget i 2019 sagde 46% af danskere, at klimaet var én af de tre vigtigste politikområder for deres stemmeafgivelse. Det fordrer seriøs klimahandling. I erhvervseliten har man samlet repræsentanter for industrier, der har en tydelig interessekonflikt med den grønne omstilling. Kommer Danish Crown til at bifalde mere plantebaseret fødevareproduktion? Vil SAS opfordre til en transportomlægning, der nedprioriterer flytransport på grund af høj CO2-udledning? Eller vil Aalborg Portland støtte en udvikling, der bevæger sig væk fra byggeri i beton? Det er svært at sætte sin lid til. Erhvervslivet er også sjældent positivt stemt over for progressiv klimahandling. Ledere og direktører i erhvervslivet var de første til at modsætte sig Klimarådets anbefalinger, de første til at foreslå udsættelse af klimaforhandlinger allerede få uger inde i coronakrisen og de første til at så åbenlyst sænke ambitionerne til under den målsatte 70%-reduktion i 2030. Dette er eliten, Dan Jørgensen har sat i spidsen for at udforme Danmarks klimaambitioner, og det kan mildest talt godt skabe fortvivlelse. 

Vælger vi at acceptere de alarmerende konsekvenser, klimapartnerskaberne allerede har vist sig at bane vejen for, står vi ansigt til ansigt med en sidste problematik: Klimaudfordringen, de ikke løser. Tag ikke kun vores og klimabevægelsens ord for det, tag partnerskabernes egne rapporter. Her finder vi direkte udmeldinger, der proklamerer, at partnerskaber ikke vil kunne opfylde 70%-reduktionsmålet i 2030. Uden omsvøb eller skam, men som en naturlig kendsgerning står det sort på hvidt. De enkelte rapporter præsenterer os for mange siders skuffende læsning, der satser på fremtidige teknologiske mirakler, indsats fra andre end erhvervslivet og initiativer, der nægter at vige fra status quo. Gennemgående for rapporterne er, at betalingsviljen mangler hos erhvervslivet. Ingen vil sidde med regningen. Fra et virksomhedsperspektiv giver det fin mening. Ingen erhvervsdrivende vil frivilligt undergrave sin egen virksomheds eksistensgrundlag i en højere sags tjeneste. For at være fair, er det heller ikke det, virksomheder eksisterer for. De skal generere og maksimere profit. Og hvis du er et flyselskab, oliefirma eller en animalsk fødevareproducent gøres det nemmest uden klimahensyn og ny lovgivning. Derfor kommer deres anbefalinger unægteligt til at være utilstrækkelige. Andet kunne man ikke have forventet af de dygtige erhvervsdrivende på toppen af Danmarks industri og deres velsmurte virksomhedsmaskineri. Erhvervseliten gør dog mere end det. Eliten er interdependent og præget af gensidig sektorafhængighed i så høj en grad, at de også for enhver pris vil beskytte hinanden for at beskytte sig selv. Ingen ønsker at være stikker, for det vil højst sandsynligt afføde konsekvenser for dem selv. Det er det kendte prisoner’s dilemma; Hvis ingen tager ansvar for svineriet, slipper alle med den mindste straf. Derfor ender vi med både uambitiøse og usolidariske anbefalinger i ufyldestgørende rapporter, der skal kigge langt efter 70%-målet. Status quo er behageligt, den nemme løsning for erhvervslivet, men det udmunder i utilstrækkelige klimapolitiske anbefalinger, og det gør kun deres hegemoniske beslutningstagen endnu mere problematisk. 

Partnerskabernes fremlagte målsætninger beviser, at de er utroligt inkompetente, når det kommer til at navigere den kommende danske klimapolitik, og langt størstedelen af rapporterne kan med fordel forkastes.

Den kritik, som Den Grønne Studenterbevægelse rejser gennem vores alternative klimapartnerskaber, har været druknet i den offentlige debat, men den er alt for vigtig til at lade sig overse. Spørger vi erhvervseliten, skal klimaet reddes, men ikke på deres regning eller bekostning. Erhvervseliten vil fortsætte med at akkumulere magt, hvis den ikke møder demokratisk modsvar. Den grønne omstilling har brug for folkelig opbakning og retfærdige løsninger, og partnerskaberne har ingen af delene. Partnerskabernes fremlagte målsætninger beviser, at de er utroligt inkompetente, når det kommer til at navigere den kommende danske klimapolitik, og langt størstedelen af rapporterne kan med fordel forkastes. De danske politikere bør vende sig andetsteds hen for at opsøge den brede rådgivning, der vil føre til den reelle, demokratiske og nødvendige grønne omstilling. Den Grønne Studenterbevægelse melder sig gerne som de første under fanerne.

Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.