Rasmus Prehn: "Ikke alle kan leve det fede aktivistliv"

Tirsdag den 28. oktober havde EU-kommissionen inviteret til Danmarks premiere på dokumentaren “The Great Green Wall”. I dokumentaren følger man musiker og aktivist Inna Modja fra Mali. Inna rejser fra Senegal i det vestlige Afrika til Djibouti i øst, hvor projektet The Great Green Wall skal etableres; et knap 8000 km langt, grønt bælte på tværs af de afrikanske lande i Sahel-området. Dokumentaren viser, hvilke sociale muligheder projektet åbner op for, men skildrer ligeledes de store udfordringer, de enkelte lande står overfor grundet klimaforandringernes konsekvenser samt kontinentets voksende unge generation.

I forlængelse af filmvisningen var udviklingsminister, Rasmus Prehn, blevet inviteret i samtale med Klara Sørensen fra Den Grønne Studenterbevægelse og Selma de Montgomery fra Fridays For Future.

Rasmus, Selma og Klara var alle enige om, at filmen skaber et håb; et håb, som findes i fællesskabet på tværs af landene. Samtidig er det håb, som skildres i filmen, beundringsværdigt taget den situation, som befolkningen i Sahel-området står i, i betragtning og er med til “give os et los bagi om, at vi skal gøre mere!” som Rasmus formulerede det. Hvor Klara i forlængelse heraf efterlyste nogle mere modige politikere, som viste modet til at skabe en bedre fremtid.
‍

Danmarks forpligtelser i Paris-aftalen

Samtalen blev med rette hurtigt drejet hen på Danmarks ansvar for at skabe global klimaretfærdighed. Et ansvar som blev manifesteret med underskrivelsen af Paris-aftalen i 2015. Her forpligtede Danmark sig på, sammen med 22 af verdens rigeste og mest magtfulde lande, at finde 100 millioner dollars hvert år fra 2020 til klimafinansiering, hvoraf Danmarks andel udgør 5 milliarder kroner (beregnet på baggrund af landets BNP). Til dette kommenterede ministeren, at der var fundet 2,9 milliarder kroner. Men for at finde de sidste midler var det nødvendigt, at vi, som aktivister, blev ved med at presse på og samtidig mindede politikerne på Christiansborg om at leve op til deres mål. Men som Selma skarpt spurgte “Hvorfor skal det være nødvendigt, at vi skal presse på? Hvorfor lever I ikke bare op til det, I har lovet?”. Fulgt trop af Klara: “Vi skal nok minde jer om, I skal være modige og leve op til jeres mål! Vi har skrevet under på den aftale - og det skal vi leve op til! Det har vi et historisk og moralsk ansvar for at leve op til.”

En stemme til hele den globale klimabevægelse

Til trods for transnationale forskelligheder giver krisen os noget at være sammen om på tværs; som klimaaktivister er vi en del af en global bevægelse. Selma og Klara fortalte netop, hvordan de begge har oplevet, at “vi har et fælles sprog om den krise, vi står overfor uanset, hvilket land man kommer fra”. Meget positivt var Rasmus Prehn interesseret i, hvordan han som minister i højere grad kunne involvere denne fælles stemme aktivt i udviklingsarbejdet: “Hvordan kan vi bedre facilitere, at jeres stemme bliver hørt globalt og erfaringsudveksle på tværs af lande?”. Hertil svarede Selma meget konkret: “Start med at lytte til os nationalt”. Fulgt op af Klara, der svarede, at ministeren skulle “invitere os med ind og advokere for vores holdninger, når vi ikke er der”.

‍

Klimaretfærdighed er også at sikre en social og retfærdig omstilling

Fra en snak om den globale klimaretfærdighed førte samtalen hen på en snak om retfærdighed på et nationalt plan. Her følte Rasmus sig nødsaget til at pointere, at han som minister også er nødt til at sikre andre stemmer i den danske befolkning, fordi “det jo ikke er alle, der kan leve det fede aktivistliv!” (Ja, jeg lader den lige stå her et øjeblik…).

Men som Klara pointerede, så indebærer klimaretfærdighed også, at der sikres en social og retfærdig omstilling af Danmark og spurgte meget rigtigt “I kunne finde pengene under corona - hvorfor kan I ikke gøre det samme med klimakrisen?”. Fulgt op af Selma, der forklarede, at “hvis vi ikke formår at lave en social, retfærdig omstilling, så har vi tabt. Det er en falsk modstilling at sige, at enten fortsætter vi det uambitiøse handlingsniveau, eller også laver vi grøn omstilling. De er ikke hinandens modsætning!”.

Danmark som grønt og retfærdigt foregangsland

Afsluttende kunne Rasmus ikke dy sig for at pointere Danmarks position som grønt foregangsland: “Verden oplever os som modige og ser mod Danmark for inspiration”. Selma kunne dog ikke erklære sig enig i statementet: “Jeg ser ikke Danmark som et grønt foregangsland. For hvis alle efterlevede måden, vi lever på i Danmark, så skulle vi bruge 4,5 jordklode. Så alle kan jo ikke gøre som Danmark”, og som Klara pointerede, så vil man, sammenlignet med en virksomhed, aldrig se sig selv som førende, hvis “vi er den virksomhed, som har mindst underskud”. Opsangen vandt heldigvis genklang hos ministeren, som erklærede sig enig i, at “vi er da nødt til at tage os mere sammen herhjemme; Danmark kan sagtens være mere ambitiøse på området”, og sluttede af med at sige, at han glædede sig til den videre dialog med Selma og Klara omkring udviklingsområdet.

Så for at citere Selma og Klara igen her til sidst:
“Tak for at invitere os, selvom vi har været lidt flabet. Vi skal nok minde jer om, I skal være modige og leve op til jeres mål!”