Svaret falder klart, når de danske unge bliver spurgt om deres vigtigste mærkesag ved valget: KLIMA. Ungdommen sætter barren højt og vil ikke nøjes med halvfærdige løsninger og politikere, der ikke gør alt der står i deres magt for at reducere Danmarks udledninger drastisk. Ungdommen er bekymret over alvoren. 

Alligevel er det som om, at mange rammer en mental mur, når det kommer til at blande politik ind i familiehyggen. Her i DGUB ved vi også godt, at det kan være en farlig cocktail, men den er langtfra lige så farlig som den cocktail, der består af et flertal på Borgen, som ikke sætter klimahandling i højsædet! 

Derfor skal vores største opfordring lyde sådan her: 

TAG SNAKKEN, hvis du vil flytte stemmer mod et grønnere flertal i Folketinget:

Vi ved fra sidste års valg i Tyskland, at det lykkedes at trække mange stemmer over midten, fordi unge tog snakken med de ældre generationer. Hvis tyskerne kan, så kan vi også! 

TAG SNAKKEN, hvis du vil lade videnskaben komme til orde: Klimakrisen raser. Videnskaben ved det, FN’s klimapanel ved det, du ved det og politikerne ved det. Måden vi forvalter kloden på er ikke holdbar, og dine forældre ved det også godt - de skal bare lige have et ekstra lille puf af dig, for at sætte krydset ved den grønne dagsorden.  

TAG SNAKKEN, hvis du vil udfordre dig selv og dem du holder af: Det er nemt at snakke politik med folk, man allerede er enig med. Det er, når det bliver svært, at det virkelig giver mening. Klimasnakken er en måde at vise omsorg for dine nærmeste, fordi det sårbare emne er en god adgangsbillet til betydningsfulde ord, som er vigtige at få sagt. 

TAG SNAKKEN, hvis du ikke selv er gammel nok til at stemme endnu: På den måde kan myndige i din omgangskreds stemme for dig - og for vores alle sammens fremtid. Mind din kære gamle farmor om de voldsomme konsekvenser klimakrisen allerede medfører, og at du i din levetid kun vil opleve at situationen eskalerer. Hvis hun vil værne om din fremtid, må hun stemme grønt! 

“Men hvordan skal jeg dog gribe det an?” spørger du måske nu.. Her er en værktøjskasse med håndgribelige redskaber, du frit kan benytte dig af:

  • Læs håndbogen: DEN STORE KLIMA SAMTALE. Denne snack-size håndbog klæder dig nemt og hurtigt på til at tage den svære klimasnak med dine venner og familie.   

  • Deltag i vores fysiske Ringe-værksteder hver tirsdag og torsdag resten af valgkampen. Både kl. 16 og 17 afholdes der ringeværksteder, hvor vores aktivister giver dig et kærligt puf imod at Tage Snakken. Alle kan deltage. Adressen er Fælledvej 12, København N 

  • Send din mor/far/barndomsven/onkel/kollega/kusine/kæreste/nabo/læsemakker/fætter/idrætslærer/morfar linket til KLIMAKRAV.DK, hvor de mega nemt kan opfordre politikere til at leve op til tre simple klimakrav

 Vi er et helt heppekor bestående af Den Grønne Ungdomsbevægelse, Rådet for Grøn omstilling, Klimabevægelsen, Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke og vi ved, at du kan Tage Snakken for en grønnere fremtid!

Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.